Historie og geografi
 |
|
Historie
Fremstillingen af det, som siden hen er blevet til cognac, går tilbage til midten af 1500-tallet, hvor der var en stor eksport af bl.a. vine fra Charente i Cognac området (Frankrig) til især de franske og andre kolonier over hele verden. Charente/cognac-regionen havde i forvejen et udbygget eksport-net af andre varer, bl.a. salt og vin. På den måde opnåede cognac'en hurtigt en pæn udbredelse og den blev hurtig meget populær, især i London.
Transporten skete primært ad søvejen, men af pladshensyn, for at snyde tolderne og fordi vinen ikke var særligt velegnet til transport, begyndte man at koge vinen og koncentrere den. Hollænderne kaldte dette vinkoncentrat brandewijn, deraf ordet brandy, og det skulle fortyndes med vand, inden det kunne drikkes. I slutningen af 1700-tallet opdagede man, at den brandewijn, der blev sendt til de fjerntliggende kolonier, blev bedre på grund af den længere lagringstid på træfade. Drikken blev rundere, blidere og gylden, når den var henlagt på træfade og det smagte godt uden at blande den med vand. Hermed var spiritustypen brandy/cognac opfundet. Siden 1700-tallet er fremstillings- og lagringsmetoderne blevet forbedret og forfinet, men det er fra denne periode, at grundlaget for fremstillingen af brandy/cognac blev skabt.
Geografi
Navnet og oprindelsesstedet Cognac fik juridisk beskyttelse i 1909, da grænserne for produktionen blev udstukket. Først tredive år senere kom den officielle anerkendelse af distriktet, der ligger i det sydvestlige Frankrig i departmenterne Charente og Charente-Maritime, og dets zoner. Disse zoner ligger i koncentriske cirkler omkring byen Cognac. Området strækker sig inde i landet fra Girondes udløb nord for Bordeaux og Biscayabugten ind mod Angoulême 80 km inde i landet.
Der er en afgørende forskel på cognac og druebaseret brandy: cognac kan kun laves af druer dyrket i det officielle Cognac område, mens brandy kan laves af druer dyrket overalt i verden. Derudover er hele fremstillings- og lagringsmetoden for cognac væsentlig mere forfinet, reguleret og kontrolleret end for brandy. Populært siger man: "al cognac er brandy, men ikke al brandy er cognac".
Det bedste distrikt i regionen er Grande Champagne, hvor undergrunden er næsten ren kalk. Det næstbedste distrikt er Petite Champagne, hvor jorden især består af Saintonge-kalk. Dernæst kommer Les Borderies, som er en lille ler-kalk-rektangel nord og vest for Cognac, der producerer deres helt egen cognac med samme intense frugtagtige nøddesmag, som findes i fin tawny portvin. Derefter kommer i rækkefølge Fine Bois, Bons Bois og Bois Ordinaires. Fine Bois producerer en let, blomstrende og elegant cognac.
For at opnå en balance og konstant kvalitet anvender de fleste huse cognac fra forskellige zoner og af forskellig alder. Fine Champagne, der er en særlig appellation, er en blanding af Grande Champagne (mindst 50%) og Petite Champagne. Regionen er velsignet med et meget stabilt klima. Lange, men ikke for varme, sommerdage sikrer, at druerne ikke modnes og mister syre alt for hurtigt. Ideelt skal druerne være frugtede og indeholde 8-9% potentielt alkohol ved høsten.
|
|
|
|
|
