Brud & Gom - Alt til dig og jeres bryllupBrud & Gom  - Men mest for mænd
Forside Bryllups forum Beauty sektion Alt for gommen Annoncør info Kontakt - Om Brud & Gom
bryllup
Brud & Gom MEST FOR MÆND

Toastmaster og den gode tale

Toastmaster

Til større fester er det efterhånden blevet normalt med en toastmaster, der sørger for at koordinere mad, musik, taler og sange m.m. så alt går op i en højere enhed. Toastmasteren bestemmes inden festen og bliver ofte præsenteret i værtens velkomsttale. Dermed kan alle, der ønsker at komme med et indslag, henvende sig til toastmasteren, hvorefter denne passer det ind i den store sammenhæng.

Det er forskelligt hvilken rolle toastmasteren indtager. Nogle vælger blot, at præsentere personen der står for det næste indslag, mens andre vælger at følge en rød tråd i forhold til det, der synges og tales om. Det er tilladt, at toastmasteren kommer med små historier eller vers inden de enkelte indslag. Dog er det ikke tilladt at komme med bemærkninger på bekostning af den kommende taler eller sangskriver.

Musik og sang

Mange forbinder fest med musik, fordi musik for de fleste mennesker betyder at der skabes en god stemning. Musikken fås i forskellige udgaver. Nogen vælger at hyre levende musik, der spiller under og efter maden, andre vælger at spille cd'ere udvalgt til lejligheden.

Har man valgt at hyre folk til at spille, er det vigtigt at toastmaster, samt serveringspersonale har aftaler om, hvornår maden skal serveres, hvornår festsange skal synges osv.

Skålsange

Når der skåles, er det normalt, at skålen ledsages af en skålsang. Pæne skålsange, som ikke kan støde nogen, er for eksempel, "Vi skåler med vore venner" og " Så hæver vi, så sænker vi". Det er sange, der kan benyttes til alle festlige lejligheder.

Der er også skålsange, som kun synges efter taler eller lejlighedssange. Det er for eksempel, "De skal leve", "For han er så ung", "Bravo bravissimo" og " For han er en af vor egne". Det er forskelligt, om de synges enkeltvis eller samles til en slags potpourri.

Lejlighedssange

Når en sang er skrevet i anledning af en festlig begivenhed, kaldes den for en lejlighedssang. Til nogle fester bruges sange i stedet for en tale. Hvis du inviteres til en fest, hvor du i forvejen ved, at der kommer meget familie og mange nære venner, skal du overveje nøje, om det er på sin plads, at netop du tager en sang med. Du kan eventuelt slå dig sammen med andre fra vennekredsen eller familien, så der ikke kommer for mange sange, og der er tid til at spise.

Hvis du selv skriver sangen, så husk først og fremmest at vælge en melodi som er alment kendt, ellers ender du måske med at måtte synge sangen alene. Overvej også om melodien er let at synge. Hvis der er lange rytmiske pauser, som der for eksempel er i mange af Kim Larsens sange, er det svært at synge sangen mange mennesker samlet, især hvis der ikke er musik til.

Afgør om sangen skal være alvorlig eller humoristisk og noter derefter i rækkefølge, det ned du ved om personen, sangen stiles til. Spørg eventuelt familie og venner om de har gode idéer, og undgå emner som sygdom, skilsmisser, problemer osv. I alvorlige sange er det vigtigt, at sangen siger noget smukt eller formidler et budskab, som for eksempel "Jeg elsker dig". Humoristiske sange må derimod gerne indeholde en ny pointe i hvert vers. Fælles for begge er at sangen ikke må blive for lang og dermed kedelig.


Er du ikke selv den store sangskriver, findes der mange lejlighedssangskrivere, som blot skal have en liste med forskellige episoder og ting, du ønsker omtalt i sangen. Der er også en anden mulighed, og det er at købe en færdig lejlighedssang i for eksempel en boghandel. Her findes der sange til næsten alle lejligheder, og ellers er det småting, der skal justeres for at sangen passer.

Hvornår skal der synges?

Ligesom det gælder med taler er der forskellige regler for, hvornår de enkelte gæsters sange skal synges. Jo tættere du er på personen, der fejres, jo hurtigere kommer din sang på. Men giv toastmasteren et praj om hvilken type sang du har skrevet, så han kan planlægge at de alvorlige sange synges først og de humoristiske til sidst, så de kan løfte stemningen.

Sangskjuler

Overraskelsen er en del af ritualet når en sang afvikles. Foruden at planlægge sangen som et lille show, er der en meget simpel måde at præsentere din sang på, brug en sangskjuler. Hos boghandlere og papirforhandlere kan du købe færdige sangskjulere, eller du kan lave en selv. Du kan eventuelt genbruge gode idéer fra tidlige fester, du har været til, eller opfinde noget nyt inspireret af den person, der skal have sangen.

Den gode tale

Det er en kunst at kunne holde den perfekte tale, dog er det ikke ordene alene, der er afgørende for, om talen bliver en succes. Det er også et spørgsmål om at vælge det rette tidspunkt og sted. Som udgangspunkt må du tage højde for, at middagen eller sammenkomsten bliver afholdt på værtens "territorium", og det er derfor op til denne at sætte rammerne for begivenheden. Hvis værten selv starter med en tale eller gør gæsterne opmærksomme på aftenens toastmaster, er det et klart tegn på, at taler er tilladt. Når dét er gjort klart, er der nogle formelle regler, der beskriver talerækken. Ved almindelig festlig begivenhed er rækken som følger:
  • Værten byder velkommen.

  • Hovedtale, afholdes af personen der har værten eller æresgæsten til bords.

  • Takketale (evt.), hvor æresgæsten kort takker.

  • Talerækken for de øvrige gæster er åben, dog sådan at den nærmeste familie starter.

Når du skal holde tale, er det vigtigt, at du er velforberedt, talen skulle gerne lyde interessant, sammenhængende og velovervejet. Skriv nogle stikord og gennemtænk hvad du vil sige. Brug stikordene til at tale frit, så det ikke bliver ren oplæsning, og giv dig tid til at kigge værten og gæsterne i øjnene. Gør talen personlig, morsom, alvorlig...og mindeværdig!

Selve festen er i højere grad en vennefest end en familiefest. Ofte er der dækket fint op til spisning med bordkort og flere retters menu. Der er få taler og fællessange i forhold til hvad der er ved 40 og 50-års fødselsdage. Det er mere typisk med andre festlige indslag, som gerne tager udgangspunkt i at udstille fødselaren på en sjov måde.

Artikel leveret i samarbejde med Tøjeksperten



På Brud & Gom finder du:
Artikler om bryllup   Idéer til dit bryllup   Underholdning   Bryllupsforberedelse  
Viden om bryllup   Læs om vielsen   Bryllupstraditioner   Bryllupsfesten

Tlf: 43 71 00 78 | info@brudoggom.dk