Brud & Gom - Alt til dig og jeres bryllupBrud & Gom  - Men mest for mænd
Forside Bryllups forum Beauty sektion Alt for gommen Annoncør info Kontakt - Om Brud & Gom
bryllup
Brud & Gom MEST FOR MÆND

Forlovelse, polterabend og bryllup

Forlovelse

Mange vælger i dag at forlove sig. I gamle dage havde forlovelsen en retslig konsekvens, men i dag bliver man forlovet for at give forholdet en højere status. Det er en slags hensigtserklæring, det er romantisk eller fordi optakten til et kommende ægteskab skal være helt rigtig.

Nogle par vælger at få ring på og indgraverer navne og datoen for forlovelsen inde i ringene. Ringene er i de fleste tilfælde glatte og er lavet af enten rødguld, hvidguld eller begge dele. Er det kun pigen, der skal have ring på, er det normalt en ring med ædelsten i.

Som forlovet er du en del af et par. Det betyder ofte at begge parter inviteres, når der afholdes fester i familie og vennekreds. I modsætning til et gift par skal du huske, at et forlovet par skal have hinanden til bords til middag m.v. Normalt er det manden i forholdet, der lægger sig på knæ og frier, ofte på kvindens opfordring. Dog er der en dag hvert 4. år, hvor det er tilladt, at kvinden frier til manden. Den udvalgte må ikke sige nej, ifølge overtro, men kan undgå sin skæbne mod at give kvinden en gave i form af 12 par handsker, 12 par strømper, en silkekjole eller lignende.

Polterabend

Polterabend er en fest, der betales og arrangeres af venner og eventuelt familie til et vordende brudepar, hvor mændene og kvinderne fester hver for sig. Der er meget, der skal arrangeres og sørges for. Specielt krævende er det overraskende moment på denne dag. Først skal den person, der er dagens midtpunkt afhentes uden at denne aner uråd, og dernæst foregår resten af dagen i stor uvidenhed, hvorved det hele er en stor overraskelse.

Der er mange former for polterabends, både dem der frygtes, og dem man glæder sig over. Hvem har ikke hørt om ham, der blev drukket fuld dagen inden sit bryllup og nærmest bevidstløs blev fløjet til en fjern destination, eller kvinden som blev tvunget i en rædsel af en udklædning og sminket til det ukendelige, hvorefter hun skulle tjene ind til aftensmaden ved at sælge kys på strøget!

Heldigvis er det blevet mere almindeligt at arrangørerne planlægger en dag, der er fuldendt og mindeværdig. En dag som brudeparret kan tænke tilbage på med et smil på læben. En "sidste dag i friheden", der tilbringes sammen med de mænd eller kvinder, der betyder mest for en. Skal du være med til at planlægge en polterabend, er det en god idé at tænke på, hvad du selv vil udsættes for når din tid kommer, eller hvad du selv har prøvet og bryder dig om.

Bryllup

Der er mange ting, der skal tages stilling til, når man beslutter at gifte sig. Først er selvfølgelig datoen, som typisk ligger inden for et år efter en forlovelse. Dernæst skal man tage stilling til, om man vil vies i kirke, på rådhus m.v. , hvilket efternavn man skal have, hvordan og om det skal fejres, eventuel bryllupsrejse osv. Det tager længere tid, end man regner med, og det er en god idé at starte minimum et halvt år i forvejen med planlægningen. Der findes i mange bryllupsblade som bl.a. indeholder deciderede afkrydsningslister for, hvad der skal gøres 6 måneder, 1 måned, 2 uger, 1 uge og dagen før. Det kan være meget praktisk, hvis man ikke ved, hvor man skal starte og ikke har det store overblik.

Fest

Hvor vielsen foretages efter nøje fastlagte rammer, er bryllupsfesten helt anderledes fri, hvor kun fantasi, økonomi, eventuelle traditioner og lyst sætter grænserne. Alligevel er der elementer, der indgår i de fleste bryllupsfester, nemlig gaver, middag, kysseritualer, bryllupskage og brudevals. Også gamle skikke som at rive brudens slør i stykker, så alle kvindelige gæster får et stykke med sig hjem, at klippe et stykke af gommens strømper eller slips og at kaste med ris efter brudeparret, er faste ingredienser til en bryllupsfest.

Det er forskelligt, hvordan brudeparret vælger at bespise deres gæster, alt efter hvad de har til rådighed af økonomiske midler, lokale m.v. Der er en helt bestemt bordplan for denne dag, hvor brudeparret selvfølgelig skal sidde ved siden af hinanden i festens centrum. Om der serveres fin middag med 3-5 retters menu, eller det er sammenskudsgilde, er forskelligt fra fest til fest, og hvert par sætter sit personlige præg på dagen.

At give brudeparret en bryllupsgave hører med til den faste samling af rituelle handlinger ved festen. Er du inviteret til festen, skal du give en gave, hvorimod hvis du ikke har fået en invitation, blot er noget, du kan gøre. Gaverne lægges på et gavebord og pakkes enten op i løbet af festen af brudeparret eller noget udvalgt familie, eller dagen efter, hvor de har tid og rum til at se deres gaver. Det anses dog for at være uhøfligt, hvis man ikke pakker gaverne ud på selve dagen. For det meste er det gaver til hjemmet, der ligger på gavebordet. Det er helt normalt, at man i invitationen skriver, hvor en ønskeliste kan rekvireres eller noterer telefonnummeret på en udvalgt gavekoordinator. På den måde er både brudepar og du sikret at gaven falder i god jord.

Artikel leveret i samarbejde med Tøjeksperten



På Brud & Gom finder du:
Artikler om bryllup   Idéer til dit bryllup   Underholdning   Bryllupsforberedelse  
Viden om bryllup   Læs om vielsen   Bryllupstraditioner   Bryllupsfesten

Tlf: 43 71 00 78 | info@brudoggom.dk