Brud & Gom - Alt til dig og jeres bryllupBrud & Gom ApS - Danmarks nye bryllupsportal :: Where dreams come alive
Forside Bryllups forum Beauty sektion Alt for gommen Annoncør info Kontakt - Om Brud & Gom
bryllup

Romantisk bryllup på bounty-øen St. Croix

Suset fra palmerne og bølgernes taktfaste slag ind mod stranden var eneste akkompagnement, da Jeanett og Søren gav hinanden deres ja ved et superromantisk bryllup på stranden på ferieøen St. Croix. Jeanett vakte behørig opsigt i sin hvide brudekjole med slør og et slæb på to meter. For nok er lokalbefolkningen efterhånden vant til at se udenlandske turister blive viet på stranden, men det sker ikke så tit, at bruden er i det helt store skrud.

Alle der har deltaget i forberedelser til et bryllup ved, at det kræver masser af planlægning ned til mindste detalje. Når vielsen skal foregå under eksotiske himmelstrøg er der flere ting, der skal tages højde for som eksempelvis udfyldelse af bryllupsattester m.m. Glemmer brudeparret at sørge for, at disse formaliteter er på plads inden afrejsen, kan det give nogle kedelige overraskelser og i værste fald betyde, at vielsen må udsættes.

Den del af forberedelserne havde 25- årige Jeanett Christensen og 31-årige Søren Borg fra Mariager helt styr på inden afrejsen. De havde lagt det i hænderne på rejsebureauet Strobel Travel, der samarbejder med Hotel Hibiscus på St. Croix og tilbyder kombinerede rejser og bryllupsarrangementer. For 3.000 kr. købte det kommende brudepar en såkaldt færdigpakke, som betød, at alt det praktiske med bl.a. udfyldelse af dokumenter til amtet og den lokale præst på St. Croix blev arrangeret på forhånd af rejsebureauet. Parret skulle blot skrive under og returnere papirerne.

I prisen var desuden inkluderet brudebuket. bryllupskage, menu for to personer og fotografering under ceremonien. Brudebuketterne i pakkeløsningen var for kedelige efter Jeanett´s smag, så mod ekstrabetaling blev den erstattet af en buket med røde roser og brudeslør. En brudepakke koster mellem 2.000 og 5.000 kroner afhængig af, hvad den skal indeholde.

Før vielsen tilbragte Jeanett ”en halv dag i himlen” hos den lokale frisør og kosmetolog. Her fik hun sat hår, lagt make-up, pedicure og manicure. Og hele herligheden kostede kun omkring 900 kroner.

Brudekjolen som håndbagage
Jeanett ville nødig slippe sin brudekjole af syne under flyrejsen, som varede 24 timer. Der var fire mellemlandinger, så risikoen for at miste bagagen undervejs var til at få øje på. Det havde den kommende brud ikke nerver til at tænke på, så det lykkedes hende at pakke brudekjolen ned og få den til at fylde så lidt, at den kunne medbringes som håndbagage. Brudekjolen havde Jeanett købt for 8.000 kroner, og der var ingen tvivl om, at det skulle være lige præcis den model. Da hun bladrede stativerne med brudekjoler igennem, faldt hun med et brag for kjolen med det næsten to meter langt slæb, perler og sløjfer. En rigtig eventyr-kjole. Og gommen matchede sin brud på behørig vis iført smoking med hvid jakke, sorte bukser, lysegrå vest og halssløjfe.

Bryllup på stranden
Bryllupsceremonien på stranden varede omkring tre kvarter. Dagen før vielsen havde parret et møde med den lokale præst, hvor tidspunkt og de øvrige rammer for bryllupsceremonien blev aftalt. Der var tre forskellige vielsesritualer at vælge imellem, og det blev udgaven hvor brudeparret gentager ritualet efter præsten, som blev brugt under vielsen. Der var ikke musik med lokalt steelband, hvilket var et bevidst fravalg.

Eneste akkompagnement var bølgernes skvulpen mod stranden og suset fra palmerne, og det turkis-blå hav i baggrunden dannede en malerisk baggrund for ceremonien på stranden. - Vi havde ikke talt om at skulle giftes. Ideen opstod helt spontant, da mine forældre inviterede os på familie-ferie. Det giver en sikkerhed overfor hinanden, også økonomisk.

Det kunne vi selvfølgelig også få ved at gå til en sagfører, men det er ikke særligt romantisk. Og der er da ingen tvivl om, at vi vil være sammen.

Hvorfor så ikke gifte os nu, lyder det fra Søren. Udover brudeparret deltog syv personer fra den nærmeste familie, her iblandt gommens forældre, der havde inviteret alle på familie-ferie.

Bryllupsmiddagen blev indtaget på stranden, hvor der var dækket festligt op. Parret havde valgt en menu bestående af rejesalat til forret, steak og salat til hovedret og bryllupskagen, som blev skåret for lige efter vielsen på stranden.

Købte forlovelsesringe på Sct. Croix´
Det glimter og lyner fra forlovelsesringen på Jeanett´s hånd. Den blev købt på St. Thomas, hvor Søren var på knæ for at fri til sin udkårne på St. Valentinsdag - en uge før brylluppet. Udvalget af ringe var uoverskueligt stort, og der gik mange timer med at gå fra butik til butik for at finde de rigtige forlovelsesringe til de rigtige priser.

- Guldpriserne er lave på St. Thomas, vel omkring en fjerdedel lavere end prisen i Danmark, men man skal huske at prutte om priserne og have is i maven. Priserne er simpelthen sat efter, at kunderne forhandler med sælgeren, understreger Søren.

Han betalte langtfra fuld pris for forlovelsesringe og morgengaverne, som var guldøreringe med diamanter og guldmanchetknapper. Forlovelsesringen med 14 diamanter 0,7 karat og 7 smaragder 0,5 karat blev købt for 800 dollars, men i butikken blev der til en begyndelse forlangt 2700 dollars. Altså et afslag i prisen på 1900 dollars.

En perfekt oplevelse
Under interviewet et par måneder efter vielsen lyser det ud af de nygifte, at brylluppet på bounty-øen på alle måder levede op til forventningerne om et romantisk og anderledes bryllup.

- Det var en perfekt oplevelse. Alt klappede, som det skulle. Brylluppet og de 2 uger vi holdt ferie på St. Thomas og St. Croix levede i høj grad op til forventningerne. Vi følte os meget velkomne og blev mødt med varme af lokalbefolkningen, som har meget tilovers for danske på grund af, at De Dansk Vestindiske øer indtil 1917 var under dansk herredømme.

De lokale er som sagt meget venligt stemt overfor danske turister, så det er en fordel at gøre opmærksom på, at man er dansker, især på St. Croix, fortæller det nygifte par.

De har kun én negativ bemærkning om brylluppet. Nemlig at det gik så stærkt. Så alt for stærkt! Det er nok ikke helt gået op for mig endnu, lyder det fra Jeanett. - Og hun var slet ikke til at stå for i sin flotte kjole – og er det stadigvæk ikke, siger Søren og sender hende et smil, der får temperaturen til at stige et par grader på en råkold forårsdag.

Af turistattraktioner anbefaler Jeanett og Søren en tur under vandet med snorkel. Det er en fantastisk og meget eksotisk oplevelse at udforske de mange koralrev, som omgiver øerne.

Søren fremhæver også rom-destilleriet som en stor seværdighed og foreslår, at man holder sig væk fra de store turistgrupper. Man kan eksempelvis parvis eller i mindre grupper cirka 140 dollars leje et skib med besætning til endagskrydstogt rundt til småøer i området.



Artikel leveret i samarbejde med Bruden.

På Brud & Gom finder du:
Artikler om bryllup   Idéer til dit bryllup   Underholdning   Bryllupsforberedelse  
Viden om bryllup   Læs om vielsen   Bryllupstraditioner   Bryllupsfesten

Tlf: 43 71 00 78 | info@brudoggom.dk