Brud & Gom - Alt til dig og jeres bryllupBrud & Gom ApS - Danmarks nye bryllupsportal :: Where dreams come alive
Forside Bryllups forum Beauty sektion Alt for gommen Annoncør info Kontakt - Om Brud & Gom
bryllup

Kalligrafi - en traditionel bryllupsskrift

Ordet kalligrafi er af relativ ny oprindelse, og ikke mere end knap 50 år gammelt. Tidligere brugte man forskellige ord om det samme begreb: Skønskrift, smuk håndskrift eller lignende ord. Her er historien om kalligrafien samt idéer til hvordan du selv kan kalligrafere din bryllupsinvitation.


Kalligrafi betyder jo blot skøn skrift, hvis man kigger i fremmedordbogen. Ordet favner alle de skrifter, som er blevet brugt til at håndskrive bøger og dokumenter med. Lige fra de første århundrede, hvor Europa får en fælles skriftkultur, og helt op til det 18. århundrede, hvor alt overgår til bogtryk.

De første håndskrevne skrifter, som blev brugt i tidlige bøger, kom til Europa med de kristne munke. Med sig havde de et budskab så vigtigt, at de havde nedskrevet det. En forholdsvis ny tradition, da budskaber af en vis betydning tidligere var blevet indøvet mundtligt, så man igen kunne videregive dem på samme vis.

Tager man på museumsbesøg rundt omkring i Europa, for at se de tidligste bøger, vil man møde det samme billede overalt. Det er Det Nye Testamente som blev kopieret til brug blandt munkene. Først blot med tekst, men ret hurtigt begyndte munkene også at illustrere biblerne med billeder og smukt udformede bogstaver. En tendens som tager til over de næste århundrede, og som langsomt render ud, jo tættere vi kommer på bogtrykkunsten indførsel i Europa i det 15. århundrede. Her er tekst og illustration blevet skarpt adskilt, som selvstændige enheder.

De første skrifter som bliver skrevet, bestod udelukkende af store bogstaver, tæt på de store bogstaver, som vi kender i dag. Det tog dog lang tid at skrive hvert enkelt bogstav, og der gik et stort tilrettelægningsarbejde forud, før man kunne skrive på pergamentet (garvet dyrehud), som var denne tids skrivemateriale. Over tid udviklede samfundet sig, både i klostrene og udenfor, og det blev langsomt nødvendigt med flere bøger og dokumenter - med mere dokumentation. Dette stillede størrere krav til håndskriften, den skulle kunne skrives hurtigere, og være nemmere at læse. Derfor føjede man små bogstaver til de store, og skrifterne blev langsomt udviklet, man skrev flere bogstaver sammen, så fjerpennen ikke skulle løftes så mange gange fra skrive-materialet, og heraf komme op i skrive hastighed.

Håndskriften dør langsomt ud da bogtrykkunsten vinder indpas. Men der går nogle århundrede endnu, da officielle dokumenter ikke må trykkes. De skulle håndskrives, for at være juridisk gældende. I Italien udvikles i det 16. århundrede en skrift hertil, kaldet Cancellaresca eller blot Kursiv. Det er nok denne skrift de fleste forbinder med kalligrafi i dag. Og også den skrift, som de fleste kalligrafer bruger.

Kalligrafi til jeres egen bryllupsinvitation
Bryllupper - en meget højtidelig begivenhed, hvor kalligrafien virkelig kommer til sin ret. Specielt Amerika og England har en årelang tradition for at benytte kalligrafien til bryllupsfester, hvor alle sejl sættes til. Men også i Skandinavien, ser man denne tendens i fremmarch.

Har du også lyst til at kalligrafere jeres egen bryllupsinvitation, er der flere muligheder. I kan vælge at gå til en professionel kalligraf, eller du kan vælge at kalligrafere selv. Kalligrafi er et håndværk, som dog ikke kan læres i løbet af en eftermiddag. Og et fornuftigt resultat kræver mindst nogle ugers intensiv træning. Det kan gøres på et kursus af kortere eller længere varighed, men det kan også gøres derhjemme vha. af en kalligrafibog. Dog kan det anbefales at deltage i et introduktionskursus, på nogle timers varighed, for at få en kort indføring i værktøj og én skrift.

Enkle grundregler for kalligrafi
Der er nogle få principper, som er meget vigtige at følge for at få et fornuftigt resultat. Først pennen, her kan en god kalligrafitusch være udemærket. Den mest solgte er Penol, medet pennesæt på 3 penne, dog ikke det bedste på markedet. Kan i finde mærket ZIG, er det langt det bedste. Pennen har den længste holdbarhed og fås i 12 farver.

Når der arbejdes med pennen, skal pennespidsen holdes i den samme vinkel hele tiden, modsat et hvilket som helst andet skriveværktøj som kendes. Dette kræver lidt øvelse, men prøv det. Det giver skriften et lang smukkere udtryk.

Inden pennen sættes til papiret, bør der gå et tilrettelægningsarbejde forud. Start med at skrive én linie tekst. Mål højden på de små og på de store bogstaver. Højden for henholdsvis de små og store bogstaver linies herefter op med en blyant. Mellemrummet mellem linierne skal som minimum være højden på de små bogstaver. Du kan nu linie hele teksten op med blyant.

Skriv teksten igennem en gang. Vurder herefter om du er tilfreds med resultatet. Måske vil du have lidt større luft mellem linierne, måske vil du have en anden linie deling. Når du har truffet beslutning om den endelige tekst skrives den igen.

En lille fidus er at skrive teksten i stor størrelse, med en tyk kalligrafipen, og så herefter kopiere den ned på kopimaskine. Det er altid nemmere at kalligrafere stort end småt, og evt. små fejl forsvinder stort set i helheden. Sidst kan gæsternes navne skrives ind på kopien.

Hav også et godt forlæg at kalligrafere efter. Find en kalligrafibog med et alfabet du synes er smukt. Nogle bøger har sat pile på bogstaverne i alfabetet, så du kan se i hvilken rækkefølge stregerne i bogstaverne skal skrives. Der findes ikke så mange bøger i handlen, men de fleste biblioteker har et stort udvalg til rådighed. Enkle udlåner også video i kalligrafi.

Har du ikke tålmodigheden eller tiden til at følge et kursus i kalligrafi, er det bedst at holde sig til en kalligrafitusch, og lade kalligrafipenne med blæk ligge. Den er både mere tidskrævende og koster langt flere penge.

Med ovenstående vejledning vil du være godt på vej, til en langt smukkere bryllupsinvitation som der helt sikkert vil blive lagt mærke til, og som også vil blive husket som noget helt særligt.

God fornøjelse med pennen.

Lise Kirketerp, Kalligraf fra Scriftoriet

Artikel leveret i samarbejde med Scriptoriet, som du finder i Shopping guiden under Festartikler



På Brud & Gom finder du:
Artikler om bryllup   Idéer til dit bryllup   Underholdning   Bryllupsforberedelse  
Viden om bryllup   Læs om vielsen   Bryllupstraditioner   Bryllupsfesten

Tlf: 43 71 00 78 | info@brudoggom.dk