 |
 |
Stresshåndtering i forbindelse med brylluppet
Dit bryllup skulle gerne være en af de største og glædeligste begivenheder i dit liv. Desværre oplever flere brudepar at forventningens glæde op til brylluppet ødelægges af stress og jag, af skænderier og gnidninger. Selve brylluppet kan også rumme skuffelser, hvis vielsesceremonien og festen ikke er planlagt sådan, at brudeparret befinder sig godt, kan slappe af, være glade og forelskede. Men i stedet føler sig anspændte, nervøse og kunstige.
Meget af dette pres kan kommes i forkøbet hvis I sætter Jer ned sammen, og laver afstemning af Jeres forventninger til dagen, og en gennemtænkt slagplan som I i fællesskab kan føre ud i livet - Sådan at brylluppet bliver Jeres dag.
Afstem forventningerne
Det er vigtigt at I indbyrdes afstemmer Jeres forventninger ved ærligt at melde ud, hvilke dimensioner I hver især synes brylluppet skal antage. Lyt åbent til hinandens vision for festen, husk der er ikke nogen drømme, der er forkerte, de er måske bare anderledes end dine egne forestillinger. Hvilke traditioner tager I med Jer fra hver sin familie? Fortæl hinanden om familietraditioner og beslut hvilke traditioner fra hver familie I vil finde egnede for Jeres bryllup, eller om I har lyst til at opfinde Jeres helt egne?
Der ér forskel på mænd og kvinder
I forbindelse med bryllupsforberedelser fremtræder forskellen på mænd og kvinder nogen gange tydeligt. I stedet for at angribe hinanden for disse forskelligheder, så prøv at fortæl med din partner, hvis du ikke forstår hans/hendes facon/beslutninger, spørg hvad din partner føler og lyt til svaret. Prøv at forstå, at nogle mænd føler at de mister kontrollen med begivenheden, at bruden (og hendes familie) helt tager over.
Gommen kan reagere med passiv surmuleri og opgive at engagere sig, hvilket bruden bliver såret over, da hun tolker, at han er ligeglad med, at de skal giftes. Her er dialog vigtig, forklar hver især om Jeres følelser i stedet for at anklage hinanden for at være henholdsvis dominerende eller uengagerede.
Bruden har måske et stort behov for at skabe et kvindeunivers med sine søstre og sin mor, hvor der tales brudekjole og bordpynt. Gommen anser måske brylluppet for en sag udelukkende mellem ham og hans kommende hustru. Derfor er det vigtigt at både brud og gom melder klart ud, så I bedre kan finde et kompromis, hvor der tages hensyn til begges behov. Når gommen forstår sin bruds behov for at dyrke kvindeuniverset og bruden forstår, at det ikke er fordi han er sur, når han ikke spørger til enhver detalje, undgås mange frustrationer.
Lav en slagplan
Lav en liste om alt hvad I kan komme i tanke om af opgaver i forbindelse med brylluppet. Bliv enige med hinanden om hvor mange af forberedelserne I selv vil stå for, afklar med hinanden hvor meget tid I har til rådighed. Regner han f.eks. med at det vil tage 2 dage at arrangere festen og regner hun måske med at festen skal forberedes i 5 måneder?
Økonomien
Vær realistiske vedr. Jeres økonomi og undersøg prisen på alt hvad der skal købes ind til brylluppet.
Prioriter herefter listen - efter økonomi - hvad er vigtigst, hvad skal vi have råd til? Hun kan måske synes at det er meget vigtigt med fine invitationer og en professionel fotograf der foreviger hele begivenheden, han kan måske synes det er nok at e-maile invitationen ud og at onkel Bent tager billederne.
Fordel opgaverne
Og prioriter listen efter opgavernes art - hvad skal ordnes først?
Vær ikke bange for at bede om hjælp. Det som I ikke selv vil stå for - skriv navnene på de venner og familiemedlemmer som I vil bede om at hjælpe, og kontakt dem i god tid for at aftale nærmere detaljer.
Hvem skal inviteres?
Beslut først ganske rationelt hvor mange gæster I kan invitere udfra hvad økonomien og pladsen tillader. Lav hver især en basisliste over alle de gæster som absolut skal med og som ikke kan undværes, og en liste over de gæster som I derudover gerne vil have med. Så tæller I sammen og fylder pladserne op en for en.
Beslut hvad I vil bestemme selv
Hvad er Jeres holdning til, at familierne undervejs i bryllupsforberedelserne giver deres besyv med vedr. gæstelisten, borddækningen og påklædningen? Beslut fra starten i hvor høj en grad I vil acceptere andres indblanding. Støt hinanden i at sætte grænser, hvis det bliver nødvendigt undervejs.
|
 |
 |
 |
|